Tilbage til forsiden

 

 

Grevens fejde

En beretning om en dansk borgerkrig og myter omkring

 

Den 16. januar 1536 sluttede den største del af to års borgerkrig i Danmark. Hansestaden Lübeck sluttede fred med den danske konge Chr. III, og striden om, hvem der skulle efterfølge Frederik I på den danske trone var afklaret. Malmø holdt endnu stand til den 6. april og København holdt ud til den 29. juli.

Dermed er den fængslede kong Chr. II’s drøm om at vende tilbage til tronen endelig knust, og Chr. III’s magtbase er konsolideret.

Afslutningen på Grevens Fejde, der er opkaldt efter den oldenborgske greve Christoffer, betød samtidig nogle dramatiske og langvarige forandringer af samfundet, som bevægede sig fra middelalder til renæssance, magtforholdene i samfundet undergik dramatiske ændringer og det religiøse billede i Danmark blev ligeledes væsentlig ændret.

Jeg vil i det følgende beskrive forudsætninger og baggrund for at borgerkrigen kunne finde sted. Jeg vil desuden forsøge at gøre op med to myter som knytter sig til vores generelle opfattelse af krigen, nemlig at det primært var et religiøst betinget opgør og at krigshandlingerne begyndte med en bondehær under ledelse af en uerfaren folkefører, valgt af og blandt de nordjyske bønder

 

Kongevalget udsat

 Spillet om magten begyndte da Frederik I. døde den 10. april. 1533.  Han havde 10 år forinden taget magten fra sin nevø Chr. II, som var i landflygtighed i Norge indtil han i 1532 blev fanget ved forræderi og indsat som fange på Sønderborg Slot.

Da landet stod uden konge i 1533  blev alle politiske kræfter sat ind for at vinde spillet om magten. Det er ikke borgernes religiøse opfattelse sagen specielt handler om. Det drejer sig om penge og magt og i den forbindelse var den katolske kirke, som magtfaktor inde i billedet.

Den 8. juni 1533 var der indkaldt til herredag[1] i København, hvor rigets mest indflydelsesrige mænd skulle forsøge at finde frem til et kongsemne, som man kunne enes om.  

To synspunkter stod skarpt tegnet overfor hinanden. Bisperne og de katolsksindede rigsråder ønskede Frederik I’s søn, den 12-årige Hans som konge, mens rigshofmester Mogens Gøye og hans protestantiske støtter ville have Frederik I’s ældste søn, Hertug Christian, der var halvbror til Hans.

De københavnske borgere kræver en konge valgt nu, men da stormændene ikke kunne enes om en kandidat, afviste man kravet og besluttede at udsætte kongevalget et år, og derved opstod en såkaldt adelsrepublik.

 

Fronterne trækkes op

Baggrunden for at udenlandske styrker kom til at spille så stor en rolle i Grevens Fejde, som uenigheden om kongevalget gav anledning til, skulle søges i de særlige økonomiske interesser, som specielt Nederlandene (Holland) og Hansestaden Lübeck have i den lukrative Østersø-handel, som Lübeck tidligere havde behersket, men som Nederlandene overtog en betydelig del af i Chr. II’s regeringstid, ikke mindste takket være den hollandske indvandrer Sigbrit Villoms indflydelse på kongen via sin datter Dyveke.[2]

Under herredagene i København i 1533 var Lübecks borgmester Jürgen Wullenwever i København og han mente det er på tide at handle, hvis Lübeck skulle sikres en fortrinsstilling i Østersøområdet..

Han tilbød støtte, hvis Rigsrådet ville indlede krig mod Nederlandene, men rådet afslog og indgik i stedet en 10-årig forsvarsalliance med hollænderne.

Så gik den lybske borgmester i gang med at støbe politiske kugler, som kunne imødekomme hansestadens ønsker. Han henvendte sig til Det Danske Borgerpartis[3] førere Jørgen Kock og Ambrosius Bogbinder med planer om at styrte adelsvældet.

Lübecks pris for finansielt at støtte krigen var eneret på Østersøhandlen. 

De tre gik i gang med at udarbejde planer for en aktion. Først henvendte de sig til hertug Christian, der ikke var særlig interesseret i at overtage kongemagten efter sin far og slet ikke som borgerpartiets kongeemne.

Jørgen Kock fik så  ideen om at befri Chr. II fra Sønderborg Slot. De sammensvorne var overbeviste om at den gamle konges navn ville kunne rejse den danske befolkning i samlet flok mod adelens tyranni.

De fik kontakt til den 30-årige grev Christian af Oldenborg, der var sønnesøn af Chr. I’s bror Gerhard og således i slægt med Chr. II.

Den oldenborgske greve, der var professionel soldat blev begejstret ved tanken om at kunne medvirke til at føre sin slægtning tilbage på Danmarks trone.

Greven havde tidligere truffet Chr. II og der skulle have været sympati mellem dem.[4]

 

Krigen startes

I maj 1534 begyndte krigshandlingerne til den borgerkrig, som skal komme til at forandre den danske hverdag. Det var grev Christoffer som med sin lybske hær af landsknægte angreb Johan Rantzaus styrker i Holsten. Johan Rantzau var Frederik I’s feltherre og han tog tjeneste ved sønnen hertug Christian.

Denne aktion bandt de holstenske tropper, der var en væsentlig del af hertug Christians magtbase i Holsten. og mens striden fortsatte, sejlede grev Christoffer med en lille hær mod Danmark og han gik i juni i land på Sjælland.

De lybske soldater blev modtaget som befriere, og adelen bakkede op om tropperne. København blev uden sværdslag overdraget til grev Christoffer.

På Fyn veksler krigslykken i disse uger idet Hertug Christians og grev Christoffers styrker skiftevis beherskede øen.

Grev Christoffer fik forbindelse med en af Chr. II’s mænd, nemlig søhanen[5] Skipper Clement, der nok havde været i Frederik I’s tjeneste, men menes at have stået i hemmelig forbindelse med sin gamle konge. 

Skipper Clement, hvis borgerlige navn var Clement Andersen var født i Vendsyssel. Han var søofficer, bl.a. Underadmiral og i perioden 1525-34 fungerede han som fribytter og ernærede sig ved kapervirksomhed.[6]

Skipper Clement opfordredes af grev Christoffer til at starte et oprør i Nordjylland. Den 14. september kom han til Ålborg, hvor han hurtigt fik vendelboerne med sig i et bondeoprør, hvor mange adels- og bispegårde blev brændt af. Clemens styrker var sejrrige i disse måneder og den 16. oktober stødte bondehæren sammen med et adelsopbud ved Svenstrup hvor adelen blev nedkæmpet.

 

Chr. III hyldes

I det øvrige Jylland udvikler situationen sig anderledes. Den 4. juli samles den jyske adel under ledelse af Mogens Gøye og de jyske rigsråder tvang bisperne til at pege på den lutherske Hertug Christian som kongsemne. Den fynske adel støttede denne plan i modsætning i de fynske borgere.

Hertug Christian, der tidligere havde afvist et tilbud om tronen fra borgerpartiet og Lübeck, indvilgede nu i at overtage tronen efter sin far og han blev den 18 august[7] hyldet som Danmarks konge i nærheden af Horsens.

Derefter var fronterne helt klare. De stridende parter havde hver et kongsemne, hver den ene opfattes som adelens favorit og den anden som borgernes.

 

Krigslykken vender

Efter Skipper Clemens sejr ovre de adelige ryttere ved Svenstrup vendte krigslykken og herefter var det Chr. III’s styrker der fik fremgang.

I Holsten sluttes der en separat fred mellem Chr. III i hans egenskab af hertug af Holsten og Lübeck, idet Johan Rantzaus holstenske styrker var rykket frem til Trave, hvorved Lübeck var blevet afskåret fra havet.

Det betød at den krigserfarne feltherre og hans lejehær frigjordes. Rantzau rykker med 4500 lejesvende og to rytterregimenter i ilmarch op gennem Jylland.

Bondehæren drives på vild flugt og i løbet af et par uger har grev Rantzau gennemført sit felttog. Sejrherren visye ingen skånsel. Mange bønder henrettes, mens andre mistede ejendomsretten til deres gårde og måtte betale store bøder for at redde livet.

Landsknægtenes sold[8] blev bl.a. udredt gennem plyndring i Ålborg.

 

 

 

Svenskerne går med

Skånelandene, hvis adel havde støttet grev Christoffer, blev i oktober angrebet af den svenske konge Gustav Vasas hær. Sverige var gået med i krigen på Chr. III’s side. Den svenske hær erobrede Halmstad og Varberg, og adelen måtte opgive støtten til grev Christoffer.

For Chr. III’s styrker betød det, at man ikke skulle spekulere på denne front, men kunne koncentrere sig om Fyn efter at Jylland var erobret.

Den lybske borgmester Jürgen Wullenwever var nu i svære vanskeligheder, og han kastde sig nu ud i noget, som i historiebøgerne beskrives som eventyrpolitik. Han tilbød hertug Albrecht af Mecklenborg den danske krone når Chr. II døde..

Hertugen sendte greve Johan af Hoya til Sjælland med en lille rytterstyrke. Greven af Hoya skulle senere komme til, at spille en rolle i borgerkrigens vigtigste og afgørende slag på Øksnebjerg ved Assens.

 

I land på Helnæs

 

Johan Rantzau var nu klar til at drage til Fyn for at nedkæmpe de lybske styrker, men grev Christoffer lod overgangen ved Middelfart bevogte og han lod flåden patruljere i farvandet mellem Jylland og Fyn.

Rantzau snød imidlertid sin modstander. Han lod sine styrker drage mod syd og mellem den 16. og 18. marts 1535 satte han over fra Als med fem fænniker[9] på 500 mand knægte og 300 ryttere og gik i land på Helnæs.

Nu skulle Fyn vindes for Chr. III, og det første slag fandt sted ved Favrskov Bjerge den 20. marts, hvor grevens styrker blev slået. På Vestfyn var de lybske styrker nu isoleret i Assens, og Rantzau forberedte sig på et stort og afgørende slag.

 

Blodbadet

 

Den 11. juni 1535 blev magtkampen mellem Lübeck og den danske adel eller mellem Chr. II og Chr. III så reelt afgjort i et blodbad på Øksnebjerg. Sejrherren blev den erfarne hærfører grev Johan Rantzau, der stod overfor en lybsk lejehær anført af greve Johan Hoya, en adelsmand som Grev Christoffer havde et køligt forhold til, og hvis navn kun er sparsomt nævnt i de historiske skrifter.                                                             

I Faaborg planlagde Johan Hoya  angrebet mod Rantzaus styrker på Fyn. Planen var fra søsiden at orientere de indesluttede allierede i Assens, som skulle falde Rantzau i ryggen, når den lybske hovedstyrke havde indledt et overraskelsesangreb og havde tændt et bål som tegn på at styrken fra Assens skulle rykke ud.

De to styrker tørner sammen før kl. 18 på Øksnebjerg, hvor Hoya havde fordelen af højden i terrænet, men overraskelseselementet var forsvundet, da Rantzau af Svanninge-præsten Hans Madsen var blevet informeret om de lybske planer.

Johan Rantzau havde foregrebet bagholdet på to måder. Han stak sin overnatningslejr, der formentlig lå i Lundager, i brand, således Assens-folkene blev fejlinformeret og brød ud, hvor de blev modtaget og nedkæmpet af en styrke på 100 ryttere under ledelse af Christoffer v. Feldten, der stod klar til at modtage fjendens styrker.

 

Hoya havde højden

 

Man ved ikke om Hoya havde planlagt at angribe fra højden, eller om han blot befandt sig på toppen af Øksnebjerg for at orientere sig. Det menes oven i købet at han havde planlagt et hvil for sine folk, og eventuelt først at angribe om natten eller i de tidlige morgentimer. Hoya havde dog ladet opstille en vognborg.

Man ved at Rantzau stort set altid handlede hurtigt og hårdt og ikke brød sig om tøven, så det har efter al sandsynlighed været ham der har indledt slaget .så snart han havde observeret de fjendtlige styrker på Store Øksnebjerg. Flere kilder angiver at slaget varede, ca. halvanden time, og at det var meget blodigt og med mange dræbte.

Efter sejren lod Rantzau straks gå besked til Chr. III, som befandt sig i Kolding.

Resultatet af den hårde kamp var at grev Christoffers styrker reelt havde tabt kampen om Danmarks trone

 

Topografi og taktik  

        

For at forstå slaget på Øksnebjerg må man kort beskæftige sig med de topografiske forhold. I 1535 var der ikke veldyrkede og drænede marker i området. Der var ufremkommelige moser og mere kuperet terræn end i dag.

I militærhistoriske skrifter kan man læse nærmere om topografiens betydning for slaget.

Moserne begrænsede operationsområdet, og skrænter og bakkers stigningsgrad var afgørende for mulighederne for fremrykning.

Johan Rantzau udnyttede tilsyneladende landskabets muligheder godt. Så vidt vides havde han skjult sit artilleri, men da Hoyas styrker stormede ned fra højden mod de holstenske styrker, åbnede Rantzau sin artilleriild, og tyndede på den måde ud blandt de lybske enheder.

 

En tolkning fra 1935

 

Grev Hoya og hans folk er ofte blevet beskrevet som udygtige og uden mod, men Th. Dyppel udtrykker en del respekt for de lybske troppers mod i et militærhistorisk skrift fra 1935.

I hans fortolkning af den viden man havde om slaget, konkluderede han, at de lybske topper var ved at få overtaget, men slagets gang ændrede sig da Christoffer v Feldten kom til undsætning med sine 100 ryttere., og Rantzau satte angreb ind på flankerne, hvilket var en stort set ukendt taktik på denne tid.

Foruden topografiens betydning for skud- og angrebsvinkler betød den også noget for antallet af dræbte, idet der findes beretninger om landsknægte som blev drevet ud i mosen og druknede, mens andre blev dræbt da de styrtede ud over skrænterne..

 

Styrkeforholdet

 

Flere beretninger melder om et nogenlunde lige styrkeforhold mellem de to hære. Et tysk skrift fra 1535 oplyser at lybækkernes styrke blev opgivet til 4 Faner[10] ryttere og 9 fænnike landsknægte. Rytteriets antal er opgivet til 700 mand.

En gammel dansk forfatter, Erasmus Lætus har opgivet Rantzaus styrker til 4 Faner ryttere og 8 Fænnike knægte. Disse tal bekræftes af samtidige lønkvitteringer.

Begge enheder havde artilleri.

Den lybske styrke bestod alene af hvervede tyske tropper.

Rantzaus fodfolk var hvervede landsknægte fra Holsten, som på det tidspunkt havde hørt under den danske trone i 75 år. Rytteriet bestod i stort omfang af danske, idet jyske og fynske adelsfolk med deres folk var med i den rantzauske styrke. 

Rytteriet har været bevæbnet med slagsværd og måske pistoler og fund på valpladsen antyder at rytterne også har haft lanser. De var ikke helt faldet bort som krigsvåben på den tid.

Men ellers har fodfolkets våben været stik og slagvåben som piker og hellebarder[11] samt luntebøsser.

 

Tabene

 

Der syntes at være nogen uenighed om tabene.

En tysk skriftlig kilde opgør tabene således at Rantzau tog 181 ryttere og 1500 landsknægte af den lybske styrke til fange og at den danske styrkes krigsbytte blev 400 vogne og al fjendens artilleri.

Andre kilder taler om tilfangetagelse af mellem 1700 og 2500 mand, heraf halvandethundrede adelsmænd.

Antallet af døde berettes der ikke om i tal bortset fra en kæmpevise, hvori det hedder.

To tusinde mand blev i denne kist

som hviles i Øxnebjærg sande.

Der er derimod ingen tvivl om at greve Johan Hoya døde i slaget.

Nogle nævner blot han faldt i slaget, mens en anden beretning fortæller, at han, da han stod af sin stridshest for at overgive sig til Johan Rantzau, blev stukket ned bagfra af en adelsmand fra Rantzaus styrker.

 

Præstens indsats

 

Når Johan Rantzau kunne vinde på Øksnebjerg skyldes det bl.a. de gode efterretninger han havde, og der er da også mennesker der senere tillagde Svanninge-præsten Hans Madsens en betydelig del af æren for at Grevens Fejde blev afgjort til Chr. III’s gunst den 11. juni 1535 på Øksnebjerg.

Da borgerkrigen rasede på sit højeste i første halvår af 1535.

De to hærførere var barske soldater og der var ingen af parterne der anvendte blide metoder. Man tog, hvad man skulle bruge og helst lidt mere. Plyndringer hørte til dagens uorden.

Det var kommet greven af Hoya for øren, at præsten i Svanninge skjulte kostbarheder for Jacob Hardenberg til Sandholdt. 

De lybske soldater tog til præstegården i Svanninge, hvor de forsøgte at tvinge Hans Madsen til at røbe kostbarhedernes skjulested, men han nægtede ethvert kendskab til sagen.

Soldaterne tog ham med til Odense, hvor han blev tortureret ved at blive hængt op i tommelfingrene og man fastgjorde skoldhede æg i hans armhuler.

Bødlerne opgav ham til sidst da han stadig nægtede, men man lod ham dog hænge. En pige fik medlidenhed med ham og gav ham en skammel at stå på.

Næste dag fik præsten en grime bundet på og han måtte løbe barfodet efter de beredne soldater til Fåborg. Her blev han bagbundet og smidt ind i et skab.

Johan Hoya kom senere samme aften ind i værelset med sine soldater, og her udviklede de angrebsplanerne mod Rantzau.

Hans Madsen hørte planen og fik sig vredet løs og stak af, idet han stagede sig over til Horneland, hvorfra han fortsatte til Assens-egnen for at orientere den holstenske hær.

Til at begynde med troede Rantzau ikke på præsten, men da flere sagde god for Hans Madsen ændrede feltherren sin strategi og drog imod Hoyas tropper. Det viste sig at det var gedigne efterretninger Rantzau havde fået og efter fredslutningen i 1636 blev Hans Madsen belønnet med Horne præstekald, der var et af de rigeste på Fyn.

 

Krigen vindes

 

Johan Rantzau vandt reelt borgerkrigen i dette slag. Grev Christoffers styrker havde mistet pusten og også hans flådestyrker blev nedkæmpet i denne tid.

Rantzaus krigslykke baseres på flere ting, men helt afgørende er de præcise efterretninger han får af Hans Madsen om grev Hoyas taktik. De satte ham i stand til at imødegå det planlagte bagholdsangreb fra Assens, han fik tid til at forberede sig stilling og herunder listen med at skjule artilleriet og lokke Hoyas styrker i en fælde og endelig anvendete Rantzau en ny taktik, nemlig ikke blot at angribe med hovedstyrken, men også at sætte ind på flankerne.

Disse forhold gjorde Rantzaus sejr så total, at det reelt kun er et spørgsmål om tid inden krigen kunne afsluttes.

Det sker den 16. januar 1536, da slutter sluttede Lübeck og den danske konge fred og den 6. april overgav Malmø sig.

København, der var under Ambrosius Bogbinders strenge ledelse nægtede, trods sult og smitsomme sygdomme, at overgive sig. Hertug Albrecht af Mecklenburg besluttede at gøre ende på befolkningens lidelser og er klar til at overgive sig. 

Den 29. juli overgiver byen sig betingelsesløst til kongen, der rykker ind i hovedstaden den 6. august.

 

Statskassen fyldes

 

Nu stod Chr. III overfor enorme økonomisk problemer. Landet var dybt forarmet, krigsgælden var af uhyre dimensioner og det krævede masser af penge at opretholde den store hær.

Der var ingen skattepenge at hente i befolkningen, som var blevet udplyndret af de hærgende landsknægte fra begge hære.

Et krigsråd besluttede den 11. august at fængsle bisperne og der udsendtes en proklamation om at alt kirkegods skulle konfiskeres.

I løbet af få dage var samtlige landets biskopper fængslet.

Kongen og hans rådgivere havde gjort et hårdt, men mesterligt træk. De katolske bisper var sat ud af spillet, statskassen er fyldt op og den protestantiske tro er indført, og der er næppe tvivl om at befolkningen var tilfreds med dette skaktræk.

 

Sejrens pris

 

Den 15. oktober 1536 mødes 1200 mænd fra adel, borgere og bønder på en rigsdag i København.

Hele ansvaret for borgerkrigen bliver lagt på de fængslede biskopper, og derefter vedtog forsamlingen, hvis sammensætning foruden højadelen bestod af den menige adel, repræsentanter fra 81 købstæder og tre bønder fra hvert herred, en håndfæstning og en rigslov.

Her tog højadelen sig støtten til kongen godt betalt, men den største regning sendtes til borgerne.

Adelen sikrede sig alle sine privilegier. Det bestemtes at kongen ikke måtte blande sig i  forholdet mellem adelen og dens bønder og adelen har hals- og håndsret over bønderne.

Adelen sikrede sig desuden at de og bønderne måtte handle med hvem de ville og at ingen bønder eller borgere måtte købe eller pante adelsgods.

Danmark fastholdes som et valgrige, hvor rigsrådet skal vælge kongen, men Chr. III fik dog den. indrømmelse at hans 2-årige søn, Frederik blev valgt til tronfølger.

Adelsmagten sikredes yderligere ved at det besluttedes at rigets øverste embeder skulle besættes af adelen og at kongen altid skulle have en hofmester, en kansler og en marsk, der var medlemmer af rigsrådet, som ligeledes fik skattebevillingsretten. 

Kongen fik tildelt bispetiendet, dog således at adelen er fritaget for at betale denne ydelse.

Så var det økonomiske regnebræt gjort op. Det religiøse blev først ordnet i september 1537 med udstedelse af en kirkeordinans. Godkendt af selveste Martin Luther.

 

Myterne

 

En grundig gennemgang af forløbet mere end antyder, at Grevens Fejde ikke var en religiøst betinget krig, men at religionen blot var et skalkeskjul for krigsherrerne.

Den katolske kirke var selvfølgelig interesseret i at bevare sin status, men det har nok først og fremmest været et spørgsmål om penge og magt.

Ingen af de to kongsemner havde noget særligt til overs for den katolske kirke. Begge havde ved flere lejligheder udtrykt sympati for Luthers lære, som allerede da trængte frem mange steder i Europa. Også Frederik I havde vist sympati for den protestantiske tro bl.a. ved at give reformatoren Hans Tausen beskyttelse og udnævne ham til kongelig kapellan.

Hans Tausen menes at have begyndt sit reformationsarbejde i Danmark allerede i 1525, altså ni år før ”Religionskrigen”.

I øvrigt havde sejrherrerne efter krigens afslutning travlt med at klare rigets økonomi, mens de kirkelige forhold først blev klarey et år senere via kirkeordinansen.

Tanken om at den undertrykte bondes oprør mod kirke og adel startede Grevens Fejde holder heller ikke stik. Det var grev Christoffer der indledte krigen og det var på hans opfordring skipper Clement fik gang i et oprør, der formentlig bestod af en pjaltehær.

Skipper Clement var ikke en lille lokal havets husmand, som det ofte antydes. Han var Chr. II’s håndgangne mand, statsanderkendt sørøverkaptajn og en erfaren kriger.

Teksten på den sten som står til minde på Øksnebjerg lyder

Øksnebjerg 11. juni 1535

Her ramte Johan Rantzaus lyn

Drev hansavældet ud af Fyn

opsigelse fra samme stund

Papismen fik på nordisk grund

Til minde om bøndernes frihedskamp

Rejstes i 1935 denne sten 

 

Teksten nærmer sig historieforfalskning og er et glimrende eksempel på at det er sejrherrerne, der skriver historien og at den er fleksibel. I hvert fald hvis man tolker teksten sådan, at Rantzau var befrieren.

Johan Rantzau var ikke nogen bondven. Han var en hård, erfaren og dygtig feltherre som slog hårdt ned på fjenden og i Nordjylland var fjenden bondeoprøret.

Sejrherrernes opfattelse af bønderne fremgår da også af rigsdagens beslutninger i oktober 1536. Her fratages bønderne bl.a. deres retsbeskyttelse og kongemagtens beskyttelse med den begrundelse at de kæmpede mod Chr. III

Men ser man alene på ordene så er det jo rigtig nok, at bønderne havde en frihedskamp, hvis man accepterer Skipper Clemens-myten. Og rigtig er det at bønderne på Fyn støttede Chr. II og borgerpartiet i modsætning til den fynske adel.

Det er også rigtigt at hansastaterne og pavens indflydelse reelt stoppede efter dette slag.

Det er derimod ikke rigtig, hvis stenens tekst læses og opfattes som om Rantzau befriede bønderne. Det gjorde han ikke.

Bøndernes blev slået og deres livsvilkår blev som konsekvens heraf forringet stort set gennem hele adelens storhedstid der varede frem til enevældens indførelse i 1660.

 

 



[1] Herredagen var et møde mellem konge og rigsråd.

[2] Mor Sigbrit var et finansgeni og mor til Chr. II’s elskede Dyveke. Kongen og mor Sigbrit stod hinanden nær og hun var måske kongens nærmeste rådgiver

[3] Et parti dannet af storkøbmænd med Hans Mikkelsen i spidsen. Formålet var at begrænse adelsmagten gennem en udvidet kongemagt

[4] Senere kilder mener at grev Christoffer også havde håb om at overtage tronen efter Chr. II

[5] Søhane er en hvirvelvind men også et tilnavn til særlig modige og snarrådige skibsførere.

[6]  Kapervirksomhed var statsautoriseret sørøveri, hvor kaperen beslaglægger fjendens skibe.

[7] Der syntes at være uenighed om datoen, idet både den 18. og den 19. august 1534 nævnes som hyldningsdatoen.

[8] Sold er landsknægtenes betaling og deraf ordet soldat

[9] Fænnike er en inddeling af fodfolk. Som regel

[10] Rytterienhed oftest bestående af 200-300 mand

[11] Våbentyper