Tilbage til forsiden

 

Konen var galhovedet

så manden hængte sig

 

Hele to Turup-bygninger er bevaret for eftertiden i Den fynske Landsby

 

Af  Erik Grove

 

 

-        Han gik hen og hængte sig fordi hans kone var så gal !

Det eftermæle fik Knud Jesper Andersen, der i 1913 hængte sig i sit værksted i den ejendom, som nu ligger i den fynske landsby under betegnelsen Turuphuset. Det pågældende værksted er der ikke mere, men det er en trelænget tidstypisk bygning fra 1800-tallet.

Huset var oprindelig fra slutningen af 1700-tallet og lå slet ikke i Turup, men midt i nabolandsbyen Vedtofte.

Det var dengang et vinkelbygget hus. Både stuehuset og verstlængen var opført som sulebygninger, hvilket vil sige med tagbærende stolper. Det var en typisk byggemetode for egnen. I dag kendes ikke så mange bygninger af denne art. Bedst kendt i Assens i dag er nok galleri Sulegården i Lundager.

 

 

Flytningen

 

I forbindelse med udskiftningen fra de store godser i 1797 fik husmændene små jordlodder i skellet mellem Turup og Vedtofte. Man ved ikke helt nøjagtig, hvornår ejendommen blev flyttet, med det sker allersenest i 1833.

Beboelseslængen blev formentlig nybygget ved flytningen, mens den vestlige ladelænge menes at være fra 1700-tallet, men ændret 1840-erne, vinduerne i det nordlige rum er fra 1900-tallet og østlængen står som i anden halvdel af 1800-tallet.

I 1800-tallet forsvandt sulerne og der kom spærtag på alle bygningerne.

Bygningen er med sine tre længer typisk for det fynske område. Indretningen minder om de store gårde, dog er alting meget mindre.

 

 

 

Fæstere

 

Det var fæstere under Krengerup gods, der boede i huset og de havde aldrig jord nok til at de kunne leve af landbrug, hvorfor de også var håndværkere.

Husets beboer i slutningen af 1700-tallet var Rasmus Skomager med husstand. Fra 1800 er det sønnen Christen Rasmussen og hans husstand, der beboer ejendommen.

Christen Rasmussens sønner Hans Christensen, som er skrædder, og Rasmus Christensen, der er stenhugger, overtager fæstet i 1846,. Det betyder at der i en periode boede ni personer, seks voksne, to store børn og en treårig dreng, i det lille hus.

Det er manden med den vrede kone, Knud Jesper  Andersen som i 1875 køber huset til arvefæste, hvilket svarer til selveje.

Den fynske Landsby købte ejendommen som et typisk eksempel for sin tid i 1944 og to år senere stod det færdigt i den fynske museumsby.

 

Brandstationen

 

En anden fynsk tidstypisk bygning fra Turup er også repræsenteret i Den fynske Landsby, men her er der tale om en kopi, for den originale bygning kan stadig findes i Turup.

Det drejer sig om landsbyens brandstation, som den så ud i 1866, som den så ud da den blev opført. Staten besluttede i 1861, at kommunerne selv skulle have ansvaret  for brandbekæmpelsen. Det førte til opførelse af et utal af sprøjtehuse, helst i umiddelbar nærhed af gadekæret. I huset  anbragte man så en lille vogn, hvorpå der var anbragt en vandtank med en håndbetjent pumpe.

Når ”den røde hane galede” – et udtryk for at der var udbrudt brand  - rykkede sprøjte og frivillige brandmænd ud.

Den fynske Landsby har siden etableringen ønsket et sprøjtehus og i 1957 indgik museet en aftale om at kunne købe sprøjtehuset, men da aftale skulle fuldføre havde beboerne i Turup skiftet mening. Man ville gerne bevare huset til minde om dengang at lang flere af samfundsopgaverne var lagt ud til de enkelte landsbyer.

 

 

Jagten gik ind

 

Så gik jagten efter et andet fynsk sprøjtehus ind, men man måtte opgive at finde et originalt, hvorfor en nøjagtig kopi af Turup-huset blev opført i 1988-89.

Huset er opført i grundmur af de såkaldte Flensborgsten, der er smallere end almindelige danske mursten. Huset har også tegltag. Murstenene blev udført til selve byggeriet mens tagstenene er genbrug.

Facadens vægge har nicher, og det er formentlig en spareforanstaltning, idet man på denne måde kunne spare ca. 400 mursten.

Har man lyst til at se huset er der frit valg mellem Den fynske Landsby og Turup, idet man ikke kan se forskel på originalen og kopien.